Agerbær, Rubus arcticus (Norsk Åkerbær). Agerbær/Bjørnebær findes nord for omtrent 60° nordlig breddegrad Den findes i hele skandinavien mest almindelig i den nordlige del, også i bjergene . Den vokser for eksempel på fugtig græsjord, grøftekanter, vejsider og skovlysninger. Dens udbredelse strækker sig over både Rusland (med Sibirien) og Nordamerika .

Agerbær, Rubus arcticus, Nordens mindste Rubus, 10-20 cm høj. Tæppedannende staude, hvis frugter går for at være Nordens mest velsmagende bær. Vokser bl.a. i fugtige lyse nåleskove og kan dyrkes i sphagnum.

Denne vækst er lille og spinkel. Kronbladene er oftest mørkt rosenrøde. De 3-fingrede blade er ofte næsten rudeformede. Frugten er mørkerød eller sortrød og har en udsøgt aroma og smag, som kan beskrives som "en blanding af hindbær- og skovjordbærsmag". Disse bær modner kun vanskeligt i det mellemste Skandinavien. Modenr i august. Forvæksles med fruebær (Rubus saxatilis), med hvilken den spontant krydser sig, hvis disse arter vokser tæt ved hinanden, Hybriden kaldes bæverbær, (Rubus xcastoreus).

Blåbær, Vaccinium myrtillus, er en 15-45 cm høj dværgbusk, der i Danmark vokser i nåleskove og på heder. Blåbær kan kendes på sine lysegrønne og kantede grene. De sorte bær er syrligt-søde og velsmagende med svagt blåt dug.

Blåbær er en lav, løvfældende dværgbusk med en opret og stærkt forgrenet vækstform. Skuddene er stive og kantede. Barken er vedblivende lysegrøn og hårløs, og den bærer spredtstillede, lysegrønne knopper. Bladene er ægformede med savtakket rand. Begge bladsider er lysegrønne og hårløse. Blomstringen sker i maj-juni, hvor man kan finde de uanselige, grønlige eller lyserøde, krukkeformede blomster siddende enkeltvis fra bladhjørnerne. Frugterne er sorte bær med blådugget hud. Rodnettet er meget fint og filtagtigt, og planten er helt afhængig af en symbiose med bestemte svampearter (ericoid mykorrhiza). Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,30 x 0,30 m (15 x 15 cm/år).

Boysenbær, Rubus loganobaccus x laciniatus x idaeus. er en krydsning mellem Loganbær, Brombær og Hindbær. Krydsningsarbejdet blev foretaget i Californien af frugtavleren Rudolph Boysen, men sorten blev markedsført kommercielt af Walter Knott omkring 1935. Den mest korrekte måde at benævne denne krydsning på vil formentlig være Rubus cultivar 'Boysenberry', idet boysenbær må betragtes som et sortsnavn.

Boysenbær er en løvfældende busk med rankende og tornede skud og spredtstillede, uligefinnede blade. Frugterne er meget store og aflange med en mørkt brunrød farve. Smagen beskrives som brombæragtig eller loganbæragtig.

Planten bliver dyrket i USA, Canada og New Zealand på grund af det høje høstudbytte. Frugterne spises friske eller forhandles frosne, som marmelade eller som tilsætning i en lang række færdige desserter.

Busken kræver så meget varme at den i Danmark kun bærer frugt hvis den står på et særligt lunt sted, så som et sydvendt mur?.

Brombær, Rubus er en planteslægt.( på svensk kaldes den for Bjørnebær) Den er udbredt i de temperede egne af den nordlige halvkugle, og arterne er buske, buskagtige lianer eller urter. I det følgende nævnes kun de arter, som ses jævnligt i Danmark.

Brombær (Rubus) er en planteslægt. Den er udbredt i de temperede egne af den nordlige halvkugle, og arterne er buske, buskagtige lianer eller urter. I det følgende nævnes kun de arter, som ses jævnligt i Danmark. Brombær består i Danmark af over hundrede apomiktiske småarter. At de er apomiktiske vil sige, at de danner modne frø og frugter uden bestøvning. Derved krydses de heller ikke.

Brombær Rubus fruticosus, en vidt forgrenet busk med 1- 3 m lange ranker og med mange barktorne. Så skal man plukke brombær fra vilde brombær buske, skal man have kraftige handsker, bukser og jakke på. Voksested, Typisk i skovbryn og krat på frugtbar lerbund og hvor der er lys – f.eks. i egeskove og skovlysninger.

Brombærbladene er rige på garvestoffer og har derfor i gammel tid været brugt mod infektioner i munden og som middel mod diarré.

Brombærbrændevin: Ingredienser: - 300 g brombær -1 flaske neutral snaps, vodka eller anden form for brændevin. lad det stå en god måned og smag til evt. fortyndes med mere snaps/vodka eller andet.

Agerbær (Rubus arcticus), Korbær (Rubus caesius), Multebær (Rubus chamaemorus), Klatrebrombær (Rubus henryi), Almindelig hindbær (Rubus idaeus), Jordbærhindbær (Rubus illeceborus), Fliget brombær (Rubus laciniatus), Sort hindbær (Rubus occidentalis), Rosenbrombær (Rubus odoratus), Almindelig brombær (Rubus plicatus), Fruebær (Rubus saxatilis), Laksebær (Rubus spectabilis), Guldbær (Rubus xanthocarpus).

Hybrider:  Boysenbær (Rubus x loganobaccus x laciniatus x idaeus), Loganbær (Rubus x loganobaccus), – en anden krydsning. Taybær (Rubus x medana) – en skotsk krydsning.

Bæverbær, Rubus xcastoreus Laest. Forekommer i hele norden.

Bæverbær, Rubus xcastoreus er en urt , som er en hybrid mellem fruebær og agerbær . Det videnskabelige navn castoreus kommer af castor, som er det latinske navn for bæverslægten .

Bæverbær har lave stilke med 3-fingrade blad, små hvide uanselige blomster som ligner hindbærbuskens, og klartrøde sure stenfrukter i fåtallig samling, med ganska store fruktsten. Den kan blive op imod 40 cm høj. Planten sætter udløbere, som slår rod for enden og danner nye planter. Stenbær kan forvæksles med akerbær 'Rubus arcticus'.

Frugterne er for sparsomme til at indsamles industrielt, men er fortrinlige til syltetøj.

Title: Rubus castoreus Laest.

Creator Hornemann, Jens Wilken (6.3.1770-30.7.1841) botaniker Lange, Johan Martin Christian (20.3.1818-3.4.1898) botaniker Liebmann, Frederik Michael (10.10.1813-29.10.1856) botaniker Müller, Otto Frederik (2.3.1730-26.12.1784) botaniker Oeder, Georg Christian (3.2.1728-28.1.1791) botaniker Vahl, Martin (7.10.1749-24.12.1804) 

Resource type Tegning, Date created 1865,   Place Danmark Norge Id floradanica_S0076 Bot. Danmark Comment Flora Danica Suppl. 2, Tab. 76 Figur 1 Latinsk navn: Rubus arcticus x saxatilis.

Dansk slægtsnavn: Bæverbær Dansk familienavn: Rosenfamilien Latinsk familienavn: Rosaceae.

Copyright Materialet er fri af ophavsret, Is part of Home/Billeder/Særudgivelser/Flora Danica/Taxonomisk gruppe/Karplanter Home/Billeder/Særudgivelser/Flora Danica/Hæfte/Suppl. 2.

Fruebær, Rubus saxatilis, (Svensk: Stenbär) er en 10-30 cm høj plante med hvide blomster og røde, korbæragtige frugter. Frugterne er syrlige, men velsmagende, og de kan bruges til kompot, gelé eller frugtsaft. Fruebær vokser i skove og krat. 

Bladene er spredtstillede og 3-fingrede med ægformede afsnit og dobbelt savtakket rand. Oversiden er blank og græsgrøn, rynket med nedsænkede ribber, mens undersiden er lysere og hårklædt. Blomstringen foregår i juni-juli, hvor man finder blomsterne samlet i små, endestillede stande. De enkelte blomster er 5-tallige og regelmæssige med hvide kronblade.

Rodsystemet består af en vandret krybende jordstængel med et trævlet rodnet. De nedliggende udløbere danner rødder ved jordkontakt. Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,50 x 0,25 m (50 x 25 cm/år).

Gojibær, Lycium barbarum. Nogle plantekoler er begyndt at kalde dem 'gøje'. Det er en ommer.

Bærret har mange forskellige navne, bl.a. ulvebær, kinesisk ulvebær, hertugen af Argylls tetræ (Duke of Argyll’s tea tree).

Kommercielt navn: gojibær. Ordet ”goji” minder om udtalelsen af buskens kinesiske navn, nemlig ” gǒuqǐ”.

Stammer fra Kina, hvor det stadig bruges i traditionel kinesisk naturmedicin. Faktisk er det blevet brugt i flere århundreder i asiatisk naturmedicin. Findes i mere end 40 varianter. I Danmark er det kun tilladt at markedsføre og sælge bær fra busken Lycium barbarum.

Gojibærret: 18 forskellige aminosyrer, herunder alle de essentielle. 21 spormineraler (bl.a. germanium, der kun sjældent findes i fødevarer). Den rigeste naturlige kilde til karotinoider. Mere betakaroten end gulerødder. A-vitamin. B-vitaminer. 500 gange mere C-vitamin end appelsiner. Polysaccharider, som styrker immunforsvaret. Zeaxanthin (antioxidant, der koncentreres i øjets såkaldt gule plet) Selen. Gojibær er rig på antioxidanter, som: – forebygger kræft. – forebygger hjertesygdom. – styrker immunforsvaret. – sænker kolesterolniveauet. Antioxidanter bekæmper de frie radikaler, som skader cellerne. Derfor forsinkes aldringsprocessen.

I Danmark er det kun tilladt at markedsføre og sælge bær fra busken Lycium barbarum. I Danmark vokser gojibær-busken (almindelig bukketorn) på den øverste del af stranden sammen med bl.a. klitroser og almindelig strandkål. Naturstyrelsen har sortlistet busken som en invasiv art, der ”kan bekæmpes lokalt til acceptabelt niveau, men kan ikke udryddes nationalt”. Tåbeligt.

Guldbær, Rubus xanthocarpus. Er en lav, løvfældende dværgbusk med en krybende vækst. Stænglerne er opstigende til overhængende og tæt forgrenede, så én plante danner en tæt pude.

Guldbær (Kinesisk: Ti mei tzu), har hjemme i de kinesiske provinser Anhui, Gansu, Shaanxi, Sichuan og Yunnan, men den er naturaliseret i næsten alle egne af verden med tempereret klima. I hjemlandet findes den som pionerplante på vejskråninger og stenskred og som bundplante i skovlysninger.

Barken er først gulbrun og tæt håret, men senere bliver den brunlig med lange, nåleagtige torne. Knopperne er små og lysegrønne. Bladene er trekoblede eller uligefinnede med 5 småblade. Stilke og bladribberne er tornede på undersiden. Småbladene er lancetformede til elliptiske med hel eller tandet rand. Oversiden er rynket, men blank og mørkegrøn, men undersiden er lysegrøn. Blomstringen sker i maj-juni, hvor blomsterne findes samlet i små stande ved bladhjørnerne og skudspidserne. De enkelte blomster er regelmæssoge og 5-tallige med hvide kronblade. Frugterne er samlefrugter, der er sammensat af talrige, orange-gule stenfrugter. Rodnettet er kraftigt og består af vandret krybende jordstængler og dybtgående rødder. Grene i vedvarende jordkontakt slår rod og danner nye planter.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,30 x 1,00 m (15 x 15 cm/år).

Frugterne spises rå, eller man kan lave marmelade af dem. I Kina bruges de desuden til vinfremstilling.

Havtorn, Hippophaë rhamnoides. Er en op til 6 meter høj busk, der vokser i kystnære områder. Busken bærer om efteråret og ud på vinteren gule eller orangerøde frugter. Smagen er særpræget og syrlig, men ikke besk. Havtorn kaldes også sandtorn, klittorn, klittjørn eller havtidsel.

Havtorn er en løvfældende busk med en åben og opret, stiv vækstform. Alle skud bærer talrige grentorne. Barken er først brun og håret. Senere bliver den grå med bronzefarvede hår, og til sidst kan gamle grene skalle af i smalle strimler. Knopperne er spredte, bronzebrune og ganske små. Hanlige buske bærer desuden knopper med hanlige blomsteranlæg, og de er tætsiddende, tykke og bronzegyldne. Bladene er linje- eller lancetformede med hel rand. Oversiden er grågrøn og spredt behåret, mens undersiden er sølvhvid og meget tæt håret. Busken blomstrer i maj-juni. Hunlige buske bærer om efteråret og ud på vinteren gule eller orangerøde frugter. Smagen er særpræget og syrlig, men ikke besk. Frøene spirer villigt. Rodnettet består af tykke, svagt forgrenede rødder, der ligger lige under jordoverfladen, eller som går dybt ned. Sandtorn sætter masser af rodskud. Busken omsætter luftens kvælstof (N) til brugbare forbindelser ved hjælp af nogle strålesvampe i knolde på rødderne.

Busken vokser på helt skyggefri jord med et højt kalkindhold. Under disse forhold kan den både være pionérplante og danne krat eller skovbryn. I Danmark findes havtorn vildtvoksende på skrænter og i klitter med fuld sol. Havtorn findes i flere typer, f.eks. en lav NV-dansk og en højere SØ-dansk busk, begge med mange og lange torne. Den er meget lyskrævende og særlig velegnet til vindudsatte kystzoner. Tåler saltholdig luft. Havtorn kan gro næsten overalt, også i sand og grus. Nogle typer sætter mange rodskud.

Bærrene ædes af mange fuglearter, herunder fasan. Busken kan bruges i læhegn, vildtremiser eller som skræntsikring på løs og sandet jord. Havtorn er også en yndet ingrediens i kryddersnaps. Den tåler beskæring godt.

Havtorn er tvebo, dvs. med særskilte han- og hunplanter. Hanblomsterne er gulbrune, små og uanseelige og sidder i fåblomstrede rakler mellem knopskællene ved det blomstrende skuds grund, hvor der så sidder løvbladsanlæg i spidsen. Hunblomsterne sidder enkeltvis i hjørnerne af knopskællene og de nedre løvblade. Senere får hunplanterne store besætninger af de iøjnefaldende orange-kødrøde bær. Man kan inden blomstringen se forskel på han- og hunplanter, idet de hanlige blomsterknopper er væsentligt tykkere end de hunlige.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 5 x 3 m (25 x 20 cm/år), men planter fra danske frøkilder er knapt så høje og meget mere brede.

Forveksling: Almindelig Ildtorn (Pyracantha coccinea),             Lettere GIFTIG.         Se Almindelig Ildtorn.

Almindelig Ildtorn, Pyracantha coccinea. Barken er først olivenbrun og glat. Senere bliver den gråsort og lidt ru. Gammel bark kan sprække op. Knopperne sidder spredt, og de er kegleformede og ret små. Bladene er spatelformede med rundtakket rand. Oversiden er blankt friskgrøn, mens undersiden er lyst grågrøn. Blomstringen sker i juli, og blomsterne sidder i endestillede halvskærme (på grene, som er mere end 2 år gamle). Den enkelte blomst minder i størrelse, form og "duft" om tjørneblomster. Frugterne minder lidt om små rønnebær. De danner næppe spiredygtige frø her i landet. Rodsystemet består af mange kraftige og vidt forgrenede hoved- og siderødder.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 4 x 3 m (50 x 50 cm/år), størrelse og tilvækst kan dog være betydeligt anderledes efter hårde vintre!. 

Bispebjerg, giftlinien bedømmer bærrene som ufarlige!!!! Men de kan give opkastning. Bærrene er lettere ufarlige, men det går at lave gelé og saft af dem. Frøene giver maveproblemer, så det er altså kun fuglene, der kan spise dem rå.

Det anbefales, at benytte en purerer mølle/maskine til bærrene.

Fransk puremølle / grovsigte med kværn, 3 sigte-disketter med forskellig hulstørrelse Varenummer: 8103 Praktisk puremølle 7 grovsigte med kværn til pureer, tykke supper som fx ærtesupper, mosede kartofter, grønsager, frugpure og meget andet. Helt fortræffelig til mos/marmelade af kogte hyben samt pure af havtorn. Stenene og skindet passerer ikke gennem sigten. Pris ved 1 stk. 460,00 DKK https://hjemmeproduktion.dk/shop/fransk-puremoelle-grovsigte-492p.html

Hindbær, Rubus idaeus. Undertiden kaldet almindelig hindbær, er en halvbusk med oprette 100-150 cm høje skud, der vokser i lyse skove og skovrydninger. Især unge skud er tæt beklædt med stive hår eller svage torne. Hindbærplanten har velsmagende frugter, hindbær. Smagen er sødlig, næsten parfumeret.

Planten findes i røde, sorte, og gule. og som sommer og efterårshindbær.

Hindbær er en løvfældende busk med en usædvanlig vækstform: De etårige skud er oprette og bærer spredte, trekoblede blade. De toårige skud sætter korte sideskud fra sidste års bladhjørner. Sideskuddene bærer uligefinnede blade (med 5 småblade) og blomster. Sidst på året dør andet-års skuddene. Knopperne er spredte og ret grove. Bladene er trekoblede eller uligefinnede med savtakket rand. Oversiden er lysegrøn, mens undersiden er hvidfiltet. Blomsterne er hvide. De sidder i åbne stande på korte sideskud. Frugterne er røde og hueformede, de kendte hindbær. Frøene modner godt og spirer villigt. Rodnettet består af lange, kun lidt grenede hovedrødder, og af mange, fine og højtliggende siderødder. Planten skaber jordtræthed.

Hindbær vokser vildt i både Europa, Vestasien og Nordamerika. Den gror derfor også i lysninger i danske løv- eller nåleskove, hvor der sker en kraftig omsætning i jorden. Derved bliver Hindbær til indikatorart blandt de såkaldte "kvælstof-planter". Den er almindelig i det meste af landet i lyse skove, krat og skovrydninger, men sjælden i Vestjylland.

Nogle sorter (f.eks. 'Autumn bliss') bærer frugt på årsskuddene, som visner bort samme år. De mest kendte sorter har røde, op til to cm lange bær. Frugten er en flerfoldsfrugt sammensat af små saftige stenfrugter, der hver indeholder et frø i midten. Men der findes mange sorter, og bærrene ses i både hvide og gule varianter.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 2 x 0,5 m (200 x 50 cm). Planten bliver meget bredere, fordi den stadigt vokser udad med udløbere.

Almindelig hyld, Sambucus nigra. Er en busk eller et op til 8 meter højt træ, der i Danmark vokser i hegn, skov og krat. Grenene har tyk, hvid marv, som dog svinder væk og efterlader et hul i gamle grene. Blade og bark indeholder bitterstoffer, men ikke i så høj koncentration som hos den nært beslægtede druehyld. Hele busken er derfor moderat, giftig og bærrene SKAL koges, også blomsterne, der sidder i flade halvskærme. hele planten De sorte bær kræver opkog før spisning/anvendelse.

Alm. hyld er et lille, løvfældende træ eller en stor busk. Væksten er kuplet med oprette hovedgrene og overhængende sidegrene. Barken er først grøn og glat med grove barkporer. Senere bliver den lysegrå, men stadig med korkporer. Gammel bark er grå og furet. Knopperne er modsatte, udspærrede, grove og violette. Bladene er uligefinnede med ovale småblade, der har savtakket rand. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er lysegrøn.

Japansk Vinbær, Rubus Phoenicolasius. Af en eller anden grund vil mange have denne plante til at hedde vinbrumbær, hvorfor???. Skal det så også hedde Hindbrumbær???.

Denne slyngende plante, bliver 3-4 meter, og har smukke, røde torne.  I august modner bærrene der skal have en mørkerød farve for at smagen er udviklet helt, de modne bær falder let af, så det er en god ide at plukke med håndfladen opimod bærret. Bærrene kommer på 2. års skuddene. Planten er  fuldt hårdfør i danmark, og trives i sol eller halvskygge, i en almindelig god havejord.

Planten er tæt dækket af små røde torne med spredte længere torne der er ret stive. Frugterne er 1-1,5 cm og let klæbrige, de har en sød aromatisk pikant syrlig smag.

Kan formeres ved ende nedkrogning som brombær, og spredes med fuglene.

Jordbær, Fragaria. Er en planteslægt med 17 arter, der er udbredt i Europa, Lilleasien og Nord- og Sydamerika. Det er lave, udløberdannende stauder med løvet siddende i roset. Bladene er trekoblede med tandet rand. Blomsterne er hvide og regelmæssige. Her nævnes kun de arter og den hybrid, som enten er vildtvoksende eller dyrket i Danmark.

Bakkejordbær, Fragaria viridis.    

Chilejordbær, Fragaria chiloensis.   

Skovjordbær, Fragaria vesca.        

Spansk jordbær, Fragaria moschata.

Virginiajordbær, Fragaria virginiana.          

Fragaria, bucharica.                   Fragaria, moupinensis.

Fragaria, daltoniana.                  Fragaria, gracilis.

Fragaria, iinumae.                       Fragaria, iturupensis.

Fragaria, mandschurica.             Fragaria, tibetica.    

Fragaria, nilgerrensis.                 Fragaria, nipponica.

Fragaria, nubicola.                       Fragaria, orientalis.

Fragaria, pentaphylla.                 

Skovjordbær, Fragaria vesca. Immerbær, også skrevet Skov-Jordbær, er en 5-15 cm høj urt med lange, rodslående udløbere. Den vokser på både på bakker og skrænter og i skovlysninger. 

Skovjordbær er en flerårig urt med en tueformet vækst. De lange udløbere gør dog, at planten kan danne sammenhængende tæpper under de rette betingelser. Stænglerne er rødlige og svagt hårede med rundt tværsnit. Oftest danner bladene dog en grundstillet bladroset. Bladene er trekoblede med omvendt ægformede småblade, der har groft takket rand. Den midterste tand på endesmåbladet rager længere frem end de øvrige på samme småblad (dette til forskel fra bakkejordbær). Oversiden er græsgrøn og furet på grund af nedsænkede bladribber. Undersiden er lysegrøn. Blomstringen sker i maj-juni, hvor man finder blomsterne siddende i små stande på særlige, oprette skud. De enkelte blomster er regelmæssige og 5-tallige med hvide kronblade. Frugterne er uægte frugter, der består af den opsvulmede og røde frugtbund med mange indlejrede nødder. Rodnettet er trævlet og ret højtliggende. Udløberne slår rod ved jordkontakt og skaber nye planter.

Arten hører hjemme i skovlysninger og lyse skove, på overdrev og langs veje og på vejskråninger. Desuden kan den findes i enge, og ved skovbryn og langs hegn. I Danmark er den almindelig i det meste af landet, bortset fra Vestjylland.

Det såkaldte "Immerbær" (Fragaria vesca var. semperflorens) er en type af skovjordbær, som ikke danner udløbere. Til gengæld er den remonterende, dvs. at den bærer bær hen over hele sommeren.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,10 x 0,25 m (10 x 25 cm/år), heri ikke medregnet planter, der er dannet fra udløberne.

Jordbær-Hindbær, Rubus illecebrosus. Planten hører hjemme i Japan, der er en halvbusk,  tilhørende brombær-slægten. Den har en opret og stivgrenet vækst. Den findes i plantesamfund under lyse løvskove eller i lysninger, Frugterne smager sødligt-fadt. Den har bredt sig på ruderater og brak jord.

Stænglerne er kantede og hårløse, men tornede. De bærer de spredtstillede blade, der er uligefinnede med lancetformede småblade. Bladranden er dobbelt savtakket, og begge bladsider er græsgrønne. Blomstringen sker i juli-september, hvor man finder de hvide, regelmæssige blomster siddende endestillet enten enligt eller i halvskærme. Frugterne er rundagtige, bredt kegleformede eller knudrede og lysende røde. Rodnettet består af forveddede jordstængler, som bærer trævlede rødder og knopper til overjordiske skud.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,50 x 1 m (50 x 10 cm/år)

Nem at dyrke, bærrene skal opbevares køligt for at fremme smagen.

josta, Ribes × Nidigrolaria. Bærret er en tornefri krydsning mellem stikkelsbær og solbær. Den har meget kraftig vækst og kan hurtigt blive over 2 meter høj. Bærrene modner over en lang periode. De har farve som solbær, og størrelsen er en mellemting mellem solbær og stikkelsbær. De har lidt af solbærrets smag men med stikkelsbærrets syrlige smag, men de smager mildt og er  velegnede til  både saft og marmelade og romtopf.

Josta er buske med en bred, opret til overhængende vækst. Skuddene er oftest uden torne. Bladene sidder spredt og er bredt ægformede med fem lapper og groft tandet rand. Begge bladsider er svagt hårede og græsgrønne. Blomstringen foregår i april-maj, hvor man finder blomsterne samlet i korte klaser med 3-5 blomster fra bladhjørnerne. De enkelte blomster er 5-tallige og regelmæssige med gammelrosa kronblade. Frugterne er bær, som minder om store solbær i form og farve. De udvikles fra grønne over røde til næsten sorte og modner i juni-juli. Rodsystemet er kraftigt og både dybtgående og udbredt. Højde x bredde og årlig tilvækst: 2,00 x 2,00 m (30 x 30 cm/år).

Frugterne er udmærkede til chutney, marmelade og saft, men de kan også spises rå. Selv langvarig nedfrysning ødelægger ikke bærrenes anvendelighed.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 2,00 x 2,00 m (30 x 30 cm/år).

Honningbær, Kamtschatica - Lonicera Kamtschatica, blåfrugtede gedeblad / Lonicera caerulea,

Honningbær, Blåfrugtet Gedeblad (Lonicera caerulea) er en løvfældende busk med en åben vækst. Den er især kendetegnet ved sine aflange, blå bær. Bærrene smager i de fleste tilfælde bittert, men varianten Lonicera caerulea var. edulis har velsmagende bær. Den dyrkes derfor for sine spiselige bær.

Honningbær har mørkeblå frugter som er søde og lækre, frugt lignende smag som blåbær Planten kan blive op til 200 cm Tidligt på året blomstre den med små, let duftende blomster med en gullig nuance Blomsterne kan godt tåle let frost Honningbær har et højt B- og C- vitamin indhold Honningbær bliver 25-35 mm lang Frugten modnes meget tidligt, ofte allerede i maj, omkring to uger før de første jordbær Honningbær vil helst trives i let fugtig næringsfattig og svag sur jord Plantes i sol-halvskygge Honningbær er kun lidt selbestøvende, så hvis du ønsker mange bær, er kryds-bestøvning nødvendigt, så plant to forskellige honningbær sammen.

Blåfrugtet Gedeblad er en løvfældende busk med en åben og opret, men senere overhængende vækst. Barken er først lysegrøn og svagt håret, men snart bliver den rødbrun, og senere skifter den til mørkebrun. Gamle grene får en gråbrun bark, der løsner sig i lange strimler. Knopperne sidder modsat, og de er slanke og rødbrune med en lys solside. Endeknopperne er mere butte med en langt udtrukket spids. Bladene er hele og æg- eller ellipseformede med hel rand. Blomstringen foregår i april-maj (kort efter løvspring), hvor man finder blomsterne siddende parvis i bladhjørnerne. De enkelte blomster er 5-tallige og svagt ensymmetriske med gulligt-hvide og rørformede kroner. Frugterne sidder parvis og er uægte bær, hvor det kødfulde, opsvulmede bæger er blåt med lyseblå dug. Rodsystemet er højtliggende og tæt forgrenet.

Blåfrugtet Gedeblad hører hjemme i alle tempererede egne på den nordlige halvkugle, dog synes den at mangle helt på kontinenternes fugtigt-milde vestsider. I Europa findes den fra Pyrenæerne via Alperne til Karpaterne. Overalt er den knyttet til højmoser og fugtige skove på næringsfattig og sur bund.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 2 x 1,5 (20 x 30 cm/år).

Kiwi-slægten, Actinidia. Er en ret lille slægt, som er udbredt i Østasien. Det er løvfældende lianer med med hårede stængler og bladstilke. Bladene sidder spredstillet, og de er stilkede med brede bladplader og hel, tandet eller savtakket rand. Blomsterne sidder sammen i små stande eller enkeltvis. De er oftest 5-tallige, men i de fleste tilfælde uregelmæssige sådan at forstå, at individerne oftest er enten rent hanlige eller rent hunlige. Individer med både hanlige og hunlige blomster ses dog også. Kronbladene er hvide eller rosafarvede. Frugterne er glatte eller behårede bær med talrige frø. 

Vi har nogle planter, en som er 30 år, det er en stikkelsbær Kiwi med hår, måske en af de første der kom frem. Og tre der er fra 2007, storfrugtet Kiwi, den giver så mange at vi ikke har tal eller vægt på det.

Stikkelsbærkiwi (Actinidia arguta).

Det væsentlige ved at have Kiwi på friland er at, lade frugten hænge til den første frost, så er de modne.

Det skønne ved Kiwien er blomstringen, de flotte blomster dufter vidunderligt, nærmest som pibeved (uægte jasmin).

Korbær, Rubus caesius. Er en halvbusk, der i Danmark f.eks. vokser i skove, på gærder og strandskrænter. Den ligner Brombær, men er spinklere og har næsten rette torne.

Mange forvekler den med dårligt vokssende brombær.

Korbær er en lav busk med overhængende vækst. Barken er først lysegrøn og tæt besat med børster og tynde torne. Hele skuddet er dækket af et lyseblåt vokslag. Senere bliver barken brun, og på gamle grene kan den være opsprækkende. Knopperne sidder spredt, de er lysegrønne og lidt lasede. Bladene er trekoblede med ægformede småblade. Randen er groft takket, og de to af småbladene har hver én stor lap på ydersiden. Begge sider er græsgrønne, undersiden dog samtidig rynket. Høstløvet er klart rødt. Blomstringen sker midt på sommeren. De hvide blomster sidder i fåtallige toppe på lange, svagt tornede skud. Frugterne ligner brombær med kun 1-10 af de småfrugter, som danner "bærret". Skindet er sort med lyseblåt dug lignende vokslag. Korbær har et kraftigt rodnet. Planten fremkalder jordtræthed, og findes på ringe kvælstofholdige jorde.

Spiselig men besværlig at plukke.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,75 x 5 m (75 x 75 cm/år).

Laksebær, Rubus spectabilis. Er en løvfældende busk med en opret til overhængende vækst. Arten er hjemmehørende i Nordamerika, men har spredt sig til flere andre steder i verden. Bærrene er spiselige.

Bladranden er uregelmæssigt tandet. Oversiden er rynket på grund af nedsænkede bladribber, blank og græsgrøn, mens undersiden er noget lysere med svagt tornede bladribber.

Blomstringen sker i maj-juni, hvor man finder blomsterne 1-3 sammen på dværgskud fra bladhjørnerne. Blomsterne er 5-tallige og regelmæssige med purpurrøde kronblade og talrige støvdragere. Frugten er en gul til rød (laksefarvet) samlefrugt med mange stenfrugter. Rodnettet er vidt udbredt og højtliggende. Der dannes ofte rodskud.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 1,50 x 1,50 m (25 x 25 cm/år). I hjemlandet bliver busken dog væsentligt større.

Nogle kalder denne skønhed for invasiv, eks. haveselskabet, men det er en fantastisk plante med velsmagende bær. Den breder sig ikke så voldsomt som eks. hindbær.

Loganbær, Rubus x loganobaccus. Er en krydsning mellem 'Red Antwerp' (en sort af Hindbær) og 'Aughinburgh' (en sort af Brombær).

Krydsningen opstod tilfældigt i 1880 eller 1881 hos den amerikanske sagfører James Logan i Santa Cruz, Californien. Loganbær viste sig at være rigtbærende og godt tilpasset forholdene i Californien, men smagen blev ikke rigtigt populær. Derfor blev den brugt som udgangspunkt for nye krydsninger: Taybær (Rubus x loganobaccus x Rubus idaeus) og Boysenbær (Rubus x loganobaccus x Rubus flagellaris).

Mosebølle, Vaccinium uliginosum. Er en 10-80 cm høj dværgbusk, der i Danmark oftest vokser på mager bund i heder. Blomsterne er klokkeformede, og bærrene er blåduggede og ovale. I modsætning til Blåbær er frugtkødet hvidt og saften smitter ikke af på tænderne. Bladene er uden mørke kirtler på undersiden i modsætning til Tyttebær. Bladene indeholder, for huden irriterende stoffer.

Mosebølle er en løvfældende dværgbusk med en fintgrenet, opret vækst. Stænglerne er brune og runde i tværsnit. De bærer de spredtstillede blade, der er omvendt ægformede med fint takket rand. Oversiden er mørkegrøn med netagtige bladnerver, mens undersiden er lyst blågrøn. Høstfarven er rød til orange. Blomstringen sker i maj-juni, hvor de klokkeformede, hvide blomster sidder enkeltvis i bladhjørnerne. Frugterne er blåduggede og ovale med lyst frugtkød. Rodnettet består af meget fint trævlede rødder (rodfilt), som har symbiose med én eller flere svampe i form af mykorrhiza.

Multebær, Rubus chamaemorus. (På Svensk Hjortron, på Norsk Multe). Multebærer en kræsen plante, som er nøje knyttet til sit voksested. Den findes i højmoser og andre mineralfattige og sure biotoper. Planten er udbredt i alle de nordiske lande. I Danmark er multebær yderst sjælden og findes kun i højmoser i Nordøstsjælland, Himmerland og Vendsyssel, eksempelvis Store Vildmose og Portlandmosen i Lille Vildmose. Den vokser ofte sammen med bl.a. rosmarinlyng, hedelyng, revling, klokkelyng, smalbladet kæruld, tuekæruld, tranebær og flere arter af tørvemos. Multebær er en 8-15 cm høj, urteagtig plante, der i Danmark kun vokser i højmoser. Det er en opret, tvebo plante med enlige blomster. Især i Norge, Sverige og Finland nyder bærret stor udbredelse som spisefrugt. 

Multebær er stauder med en krybende og fladedækkende vækstform. Stænglerne bærer hver to blade og én blomst. Bladene er runde med fem afrundede lapper. Bladranden er savtakket. Overside og underside af bladet er ensartet lysegrønne. Blomsterne er hvide og regelmæssige. Frugterne er bær, der i formen minder om hindbær. De er først røde, men bliver ved modenhed gule. Rodnettet er svagt udviklet og stærkt afhængigt af kontakt med mycorrhizasvampe. Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,20 × 2 m (20 × 20 cm/år).

En plante jeg har prøvet uden hæld, men jeg søger en ny. Bærret er fantastisk og kan bruges som rå, syltet, eller saft.

Revling, Empetrum nigrum. Revlingebær har mange kaldenavne: kragebær, krækling eller sortbær er en 10-30 cm høj dværgbusk, der i Danmark vokser på heder og i klitter og tørvemoser. De nåleformede blade har en tilbagerullet rand og en hvidlig fure på undersiden. Bærrene er kødfulde, sortrøde stenfrugter. Deres konsistens er melet og smagen er let bitter. 

Revling er en lav, krybende dværgbusk med opstigende grene. Barken er lysebrun og glat. Bladene er nåleagtige og faste. Blomsterne er små og lyserøde, og sidder særbo, sådan at der findes rent hanlige og rent hunlige planter. Bærrene er små og faste med 5-10 hårde sten. Rodnettet er fint og trådagtigt, men planten lever i symbiose med mycorrhizasvampe, så den klarer sig på selv mager, udpint jord.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,30 × 2,50 m (30 × 4 cm/år).

Denne findes alle vegne hvor der er næringsfattigt. Den kan anvendes som drys over salater eller tørret i müsli. Den har en fad smag uden særlig anvendelse.

Farveplante Barken oog de sorte frugter farver garn i violette, blålige eller mørkerøde nuancer.

Snapseurt Bærrene er meget velegnede til urtesnaps. 

Husflid, Tørret revling sælges som røgfiltre til industriskorstene! Revling kan også bruges til riskoste, skurebørster m.m.'

--------------------------------------------------------------------------

Revling indeholder Andromedatoxin (C31H50O10) der i større mængder giver åndenød, opkast og til sidst standsning af åndedrættet.

--------------------------------------------------------------------------

Ribs, Ribes. Er en løvfældende busk med en opret til overhængende vækstform. Barken er først gråbrun med striber på langs. Senere bliver den mørkebrun og skaller af i lange strimler. Knopperne er spredte, spidse og mørkebrune med fine hår. Bladene er 3-5 lappede med savtakket rand og hjerteformet afslutning ind mod stilken (sammenlign med vild ribs). Oversiden er mørkegrøn og undersiden er lysere grøn. Blomsterne sidder i lange klaser, der igen sidder i bundter ved bladhjørnerne på ældre grene (fra 3-4 år). Hver blomst er lille og gulgrøn. Kronbladene er trådagtige, mens bægerbladene er farvede og ligner kronblade. Bærrene er røde (enkelte sorter dog gule eller hvide!). Frøene spirer villigt i Danmark. Rodnettet ligger højt i jorden med mange, fine rødder. Grene, som rører på jorden, slår rod på én sæson. Højde x bredde og årlig tilvækst: 2 x 2 m (20 x 20 cm/år).

Det er for frugternes skyld, at man dyrker denne busk. De hedder ribs. Sorterne giver bedst udbytte ved fremmedbestøvning. Udvalgte sorter Jonkheer van Tets, Rolan, Rondom, Rosetta.'

Pomet dyrker i dag over 50 sorter i mange farvenuancer fra hvid til mørkerød.

'Hvid Hollandsk’ Denne sort har man dyrket i Danmark fra først i 1600-tallet. Den har smukke gulgrønne blomster og de hvidgule bær er sødere end de røde. Modner i sidste halvdel af juli.

Blodribs (Ribes sanguineum), Fjeldribs (Ribes alpinum), Guldribs (Ribes aureum), Kultiverede (Ribes rubrum),  Jostabær (Ribes × nidigrolaria), Solbær (Ribes nigrum), Stikkelsbær (Ribes uva-crispa eller Ribes grossularium), Vild ribs (Ribes spicatum).

Rosenbrombær, Rubus Odoratu. Også skrevet Rosen-Brombær, er en løvfældende busk med opret voksende og kun svagt forgrenede skud. Grundskuddene vil dog med tiden udvikles til et tæt krat. Rosenbrombær er udbredt i de store skove fra det sydlige Canada til det centrale USA.

Barken er først lysegrøn med brune hår. Senere bliver den stribet i brunt og grønt, og til sidst er den afskallende og rødbrun. Barken er forsynet med spredte børster og torne. Knopperne er spredte, lodne og lysegrønne, senere brune med lang spids. Bladene er håndlappede med fem til syv, afrundede lapper. Oversiden er græsgrøn, mens undersiden er lidt lysere i farven. Begge sider er dunhårede.

Blomstringen sker i juni-august. Blomsterne sidder samlet i endestillede stande, hvor de enkelte blomster er store, duftende og lyserøde eller hvide. Frugten er et kugleformet bær, af samme type som hindbær. Frøene spirer kun sjældent i Danmark. Rodnettet består af vandret krybende jordstængler, som dels bærer de forholdsvis få trævlerødder, og som dels sætter talrige vanris. Dette gør, at planten kan spredes næsten ukrudtsagtigt.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 1,80 x 5 m (180 x 50 cm/år).

                  En plante jeg søger.

Skovjordbær, Fragaria vesca. Også skrevet Skov-Jordbær, er en 5-15 cm høj urt med lange, rodslående udløbere. Den vokser på både på bakker og skrænter og i skov.

Skovjordbær er en flerårig urt med en tueformet vækst. De lange udløbere gør dog, at planten kan danne sammenhængende tæpper under de rette betingelser. Stænglerne er rødlige og svagt hårede med rundt tværsnit. Oftest danner bladene dog en grundstillet bladroset. Bladene er trekoblede med omvendt ægformede småblade, der har groft takket rand. Den midterste tand på endesmåbladet rager længere frem end de øvrige på samme småblad (dette til forskel fra bakkejordbær). Oversiden er græsgrøn og furet på grund af nedsænkede bladribber. Undersiden er lysegrøn.

Blomstringen sker i maj-juni, hvor man finder blomsterne siddende i små stande på særlige, oprette skud. De enkelte blomster er regelmæssige og 5-tallige med hvide kronblade. Frugterne er uægte frugter, der består af den opsvulmede og røde frugtbund med mange indlejrede nødder. Rodnettet er trævlet og ret højtliggende. Udløberne slår rod ved jordkontakt og skaber nye planter.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,10 x 0,25 m (10 x 25 cm/år), heri ikke medregnet planter, der er dannet fra udløberne.

Slåen, Prunus spinosa.  Er en op til 3 meter høj busk, der i Danmark vokser i f.eks. skovbryn og klitter. Den ligner Mirabel, men har matte blade, årsskud og grentorne, der oftest er hårede. Desuden er de 10-15 mm store frugter mere eller mindre oprette, ikke hængende. Den meget bitre frugt ændrer smag efter at være påvirket af frost, hvorefter frugten er meget efterstræbt af fugle. Planten får alle blommetræernes sygdomme og skadedyr. Slåen er værtsplante for guldhale, (sommerfugl). Guldhalen (Thecla betulae) er en sommerfugl i blåfuglefamilien. Den er udbredt i dele af Europa og gennem tempereret Asien til Stillehavskysten i lyse skove, parker, skovbryn og krat. I Danmark kan den specielt ses ved kratområder med dens foderplante slåen. Mere specifikt i Nordsjælland, Østjylland og Sydfyn. 

Slåen er en stor, løvfældende busk med en opret til opstigende, stiv vækstform. Den er meget tætgrenet med tynde kviste, der er tæt besat med lange grentorne. Barken er først filthåret og rødbrun. Senere bliver den glat og koksgrå. Gammel bark sprækker op. Knopperne er spredte, tiltrykte, spidse, små og gråbrune. Blomsterknopperne sidder i bittesmå knipper på dværgskud. Bladene er elliptiske til smalt omvendt ægformede med savtakket rand. Oversiden er grågrøn og lidt rynket, men undersiden er lysegrøn. Høstfarven er gul. Blomstringen sker i april før løvspring, hvor de små hvide blomster sidder tæt på dværgskuddene. Frugten er kuglerund med blåsort skind og hvid dug. Frøene spirer villigt. Rodnettet består af kraftige, dybtgående og vidtrækkende hovedrødder med mange højtliggende siderødder. Planten sætter mange rodskud, især efter hård beskæring.

Slåen kan danne meget tæt krat og er derfor velegnet i skovbryn og læplantninger og som kantplante i vildtplantninger. Slåen er lyskrævende og tåler vind. Den sætter mange rodskud og tåler beskæring godt. Det meste frø er importeret og indeholder krydsninger med Kræge (Prunus domestica ssp. insititia). Slåen kan anvendes til fremstilling af saft. Frederik 2. fik blandt andet brygget vin af slåen. Frugten er endvidere yderst velegnet til kryddersnaps. Fælles for alle anvendelser er, at det er en forudsætning at frugten har fået frost. I stedet for at vente på, at frosten sætter ind, er det muligt at kompensere ved at lægge de plukkede frugter kortvarigt i en dybfryser, inden de anvendes til deres videre formål.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 3 x 3 m (20 x 20 cm/år).

Solbær, Ribes nigrum. Er en op til 2 meter høj busk, der er almindeligt dyrket i haver for sine bær, som også kaldes solbær. Busken findes også vildt i skove og hegn på næringsrig og fugtig bund. Solbær har etymologisk ikke noget med sol at gøre; førsteleddet kommer muligvis fra et ord, der betyder 'smudsig' eller 'sort'.

Solbær er en lille, løvfældende busk med opret vækst. Senere kan gamle grene blive nedliggende. Barken er først gulbrun og glat, men derefter mere grå og til sidst næsten sort. Både bark, knopper og blade er tæt besat med duftende kirtler. Knopperne er spredte og rødbrune, næsten glatte. Bladene er 3-5 lappede med savtakket rand og en friskgrøn farve. Blomsterne sidder i lange klaser fra bladhjørnerne. De er klokkeformede med grøn yderside og rødlig inderside. De sorte bær har glat skind og blivende bæger. Frøene spirer villigt i Danmark. Rodnettet er meget højtliggende og fint forgrenet. De nedliggende grene, der rører jorden, slår rod.

Solbær gror vildt i Danmark. Den er især almindelig i Østjylland og på Øerne. Her findes den i fugtige krat og ellesumpe, hvor der er et højt indhold af kalium og magnesium.

I gammel lægekunst benyttede man afkog af bladene imod gigt, urinvejssygdomme og astma. De dyrkede sorter er fremmedbestøvede. På Solbær ses tit en filtagtig, brun belægning på undersiden af bladene. Det er sommerstadiet af Weymouth-fyrrens blærerust. Bærret indeholder pektin og er derfor velegnede til syltning, men er også gode til saft og kager, i desserter, som te og ikke mindst som solbærvin. Bærret indeholder A-, B-, C- og E-vitamin, kalcium og jern. Endvidere indeholder frugten en fedtsyre, der ser ud til at virke forebyggende imod hjerte/karsygdomme.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 2 x 2 m (20 x 20 cm/år).

Stikkelsbær, Ribes uva-crispa. Eller bare kaldet Stikkelsbær er en op til 1,5 meter høj busk, der dyrkes for sine bær, kaldet stikkelsbær. Den findes også forvildet i skov og hegn over hele landet. Stikkelbær er let at kende på sine torne og gule, grønne eller mørkrøde bær.

Stikkelsbær er en lav, løvfældende busk med bred og overhængende vækst. Grenene er stærkt tornede. Barken er først grågrøn, men senere bliver den gråsort og sprækker op. Knopperne er spredte og lysegrå. Bladene er runde med 3-5 lapper og takket rand. Oversiden er blank og mørkegrøn, mens undersiden er lysegrøn. Blomsterne sidder tre og tre i bladhjørnerne. De er hvidgrønne med store bægerblade. Frugterne er gule eller rødbrune, hårede bær med blivende bæger. De kaldes stikkelsbær. Frøene spirer villigt i Danmark. Rodnettet er fint forgrenet og meget højtliggende. Grenene slår rod, hvis de rører jorden i længere tid.

Stikkelsbær vokser i Danmark, hvor den findes vildt og forvildet i skovbryn, krat og hegn på mineralrig muldbund.

Stikkelsbærret dukkede op i Frankrig omkring år 900, men det var først i 1500-tallets England, at busken blev dyrket. Busken har været dyrket i Danmark ude på landet omkring år 1800 og er i dag dyrket i mange haver. Bærrene anvendes i dag primært til frisk konsum, og i bagværk, men er også velegnet til syltning. Busken kan blive angrebet af en meldug, "Stikkelsbærdræber", som danner et tæt, brunt lag på blade, skud og bær. De podede, opstammede buske trives bedst.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 1 x 1,5 m (5 x 10 cm/år).

Surbær, Aronia. Er udbredt i Nordamerika. Arterne er buske med bred, opstigende vækst, ovale blade og de hvide blomster samlet i halvskærne. Frugterne er brune eller sorte med skarpt bittert-syrlig smag og kraftigt rød saft. Her omtales kun de arter, som dyrkes i Danmark.

Barken er først glat og rødbrun med spredte, lyse korkporer. Senere bliver den grå- og brunspættet, og til sidst grå og ru. Knopperne sidder spredt og tiltrykt. De er glatte og fladtrykte og røde med udad vredne spidser. Bladene er ovale med fint takket rand. Ved bladfoden ses små, ægformede akselblade. Oversiden er blank og mørkegrøn med ru, sorte hår langs midt-ribben. Undersiden er nærmest grågrøn. Både i udspring og løvfald er bladene klart røde. Blomsterne er små og flødehvide. De sidder samlet i små skærme i bladhjørnerne. Bærrene er sorte og ligner rønnebær. Smagen er ikke sur, men besk. Frøene spirer villigt. Rodnettet består af nogle få, kraftige hovedrødder med få forgreninger (som hos Cotoneaster). Busken danner jordtræthed og er modtagelig for ildsot. Frugterne er meget eftertragtet af fuglene.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 2 x 2 m (30 x 30 cm/år). Disse mål kan fx anvendes, når arten udplantes.

Surbær gror i skovbryn og krat på mineralfattig, fugtig bund i det østlige Nordamerika. Her findes den sammen med f.eks. knapbusk, konvalbusk, pennsylvansk pors og storfrugtet blåbær.

Taybær, Rubus x loganobaccus x Rubus idaeus og Boysenbær Rubus x loganobaccus x Rubus flagellaris.

Taybær, Rubus fruticosus x R. idaeus  og Boysenbær Rubus x loganobaccus x Rubus flagellaris. er en kultiveret busk i slægten Rubus af familien Rosaceae, patenteret i 1979 som en krydsning mellem en blackberry og en rød hindbær, og opkaldt efter floden Tay i Skotland. Taybær  blev patenteret af Derek L. Jennings fra Dundee  i Skotland. Efter 5 års indsats udviklede han en passende hindbær-hybrid og krydsede den med en amerikanske brombær.  Krydsningen blev frigivet i 1979 af det skotske haveforskningsinstitut, Invergowrie, Skotland. Tayberry blev opkaldt efter floden Tay i Skotland.

Taybær har lange tornede skud Kan espalieres. Bærrene bliver ca. 3 cm. lange. Taybær er rødlig med en sødlig lidt flad smag, og modner i juli måned, over en periode på 3-4 uger.

Frugten er sødere, meget større og mere aromatisk end loganbæren,  enkrydsning mellem brombær og hindbær. Taybær dyrkes for sine spiselige frugter, der kan spises rå eller sytes, Frugterne plukkes ikke let, og kan ikke maskinhøstes, og er derfor ikke blevet en kommercielt bærafgrøde. Som bær har denne plante vundet Royal Horticultural Society 's Award of Garden Merit.'

Taybær er kegleformet og har en rød-lilla farve, når de er modne. De kan være op til 4 cm  lange. I lighed med bjørnebæret forbliver "kernen" i bæret, når det plukkes. Taybær er mindre surt end loganbær har en en stærk smag. Planten har vækststruktur som brombær. Frugten sider på stikkede skud, der er 1,8 til 2,1 m lange. Beskæringsperioden er lang, fra tidlig midt til sensommer.

Taybær vokser godt i alle jordarter. Giver flest bær i fuld sol og i god drænet jord med organiske materiale. Taybær kan høstes i begyndelsen af ​​juli. Den er fuldt hårdfør, og blomstrer sent på sæsonen, Planten har ligesom mange plantehybrider en god sygdomsresistens, og det har vist sig at være modstandsdygtig over for gul rust. Taybær formeres ved stokke fra medio oktobertil midten af ​​marts.

Tornløse Brombær Rubus. Efterfulgt af et handelsnavn.

Disse er alle hybrider, men har både fordele og ulemper. De smager ikke af så meget som de naturlige med torne, de breder sig ved udløbere, især hvis rodnettet har været beskadiget. De kan være meget givtige og anvendelige i buegange.

Tranebær, Vaccinium oxycoccus. Er en 4-8 cm høj dværgbusk med krybende trådtynde grene. Tranebær vokser i Danmark på tørvebund eller hængesæk i fattigkær eller højmoser. Bærrene er oftest mørkerøde og har en bitter-syrlig smag og anvendes især til saft og syltning. De indeholder benzoesyre, der er et naturligt konserveringsmiddel. Fødevareallergikere bør derfor være varsomme med at spise bær, saft eller syltetøj.

Tranebær er en krybende, stedsegrøn dværgbusk med små tynde stængler. Bladene er små (6-10 mm lange) og blanke og blomsterne pink. Den er stedsegrøn på den måde at forstå, at selv om bladene bliver rødbrune om efteråret, så farves de samme blade igen grønne næste forår. Bærrene er små, røde og runde og sidder som perler på en snor. Rodnettet er meget fint og tyndt, men vidtstrakt.

Tranebær er i Danmark almindelig i Vest- og Nordjylland i fattigkær og højmoser, men sjælden i resten af landet. Den er almindeligere udbredt i resten af Norden. Den vokser f.eks. på den gyngende del af højmosen, hængesækken, hvor den udnytter den rigelige adgang til lys og vand, mens den klarer de meget sure og mineralfattige betingelser ved sit samliv med mycorrhiza-svampe.

Tranebærsaft anvendes (primært i form af tabletter og kosttilskud) som forebyggelse mod urinvejsinfektion og blærebetændelse, men ny forskning tyder på, at saften ikke har nogen væsentlig effekt. I gammel tid blev tranebærret brugt som middel mod skørbug på grund af et meget højt indhold af C-vitamin.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,05 x 0,5 m (5 x 20 cm/år).

Tyttebær, Vaccinium vitis-idaea. Er en 5-25 cm høj dværgbusk, der i Danmark f.eks. vokser i birkeskove på mager bund. Tyttebær kan kendes på sine skinnende røde bær og på de mørke pletter (kirtler) på bladenes underside. Bærrene indeholder så meget benzoesyre, at de kan holde sig friske langt hen på vinteren (se frugten tyttebær).

Tyttebær er en stedsegrøn dværgbusk med dels underjordiske, krybende og dels overjordiske, oprette skud. Vækstformen er pudeagtig eller tæppedannende. Barken er først lysegrøn og glat, men senere bliver den brun og stribet. Knopperne er spredte og lysegrønne. Bladene er omvendt ægformede og helrandede med lidt indrullet rand. Oversiden er blank og mørkegrøn, mens undersiden er mat og lysegrøn. I vinterperioden tones de ældste blade rødligt.

Blomsterne sidder ved midsommer i små, overhængende klaser ved skudspidserne. De er klokkeformede og hvide eller rosa. Frugterne er koralrøde bær. Frøene modner godt og spirer villigt på rå og mager, sur jord. Rodnettet består dels af vandrette udløbere med lodrette, bladbærende skud, og dels af lange, tynde rødder med mange fine siderødder. Planten er afhængig af samliv med én eller flere svampearter (mycorrhiza).

Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,15 × 0,50 m (1 × 3 cm/år), heri ikke medregnet udløberne.

Tyttebær foretrækker nogen skygge og forholdsvis tør, sur jord. I Danmark er den almindelig i Vest- og Nordjylland på mager bund i nåle- og birkeskove og på heder, mens den er sjælden i resten af landet.

Planten har været kendt i tusindvis af år, men dyrkes sjældent. Da man i sin tid åbnede Egtvedpigens grav (fra bronzealderen) fandt man rester af tyttebærvin i graven. Busken er meget anvendelig overalt i haver, hvor man ønsker jorden dækket med et stedsegrønt, blomstrende og bærbærende dække. På tørre, sure jorde er der ikke mange andre planter, der kan dække jorden så effektivt. Frugterne af denne dværgbusk kaldes tyttebær.

Bærrene er små (5-10 millimeter) og skinnende røde. Smagen er lidt bitter, og bærrene egner sig bedst til syltning, hvilket de er fremragende til. Det høje indhold af benzoesyre gør bærrene meget holdbare.

Slægten Vin, Vitis (Vinstok). Er udbredt i Europa, Mellemøsten, Østasien og Nordamerika med ca. 70 arter. Det er løvfældende eller stedsegrønne lianer eller buske. Bladene er spredtstillede, hele og mere eller mindre tydeligt håndlappede eller fjerdelte med takket rand. Blomsterne sidder i klaser over for bladhjørnerne. De er uanselige og femtallige, ofte fordelt på enkønnede individer. Frugterne er bær med flere til mange frø. Her beskrives kun de arter, som dyrkes almindeligt i Danmark. Almindelig Vin og sorter af den angribes dødeligt af vinlus også kaldet vinpest (Phylloxera vastatrix). Men flere af de amerikanske arter er modstandsdygtige. Derfor poder man Almindelig Vin på grundstamme af Amerikansk Vin.Almindelig vin (Vitis vinifera) er en løvfældende lian med kraftig vækstform. Bærrene kaldes vindruer og den gærede frugtsaft for vin. Blomsterne dufter som havereseda og martsviol. Selve planten angribes af mange skadedyr (heriblandt den dødelige vinlus også kaldet vinpest), og frugterne skades ofte af skimmelsvampe og meldug. 

Barken er først lysegrøn, senere lysebrun og glat, og til sidst grå og furet med afskallende strimler. Knopperne sidder spredt, og de er brune, glatte og kegleformede. Bladene er hjerteformede med 3-5 lapper og groft savtakket rand. Begge sider er lysegrønne og glatte. Overfor hvert blad dannes en slyngtråd. Høstfarven er gul eller rød. Blomsterne er bittesmå og sidder i oprette toppe i bladhjørnerne. Frugterne, "druer", bliver kun rigtigt store efter lange og tørre somre. Frøene modner næsten aldrig i Danmark. Rodnettet er meget kraftigt og når vidt omkring. På kalkrig, løs jord når det også langt ned.

Vinstokken hørte oprindeligt hjemme i de blandede løvskove på Kaukasus-bjergenes skråninger. En enkelt variant, V. vinifera var. sylvestris hører muligvis hjemme i skovene i Syd- og Mellemeuropa[1]. Alle steder foretrækker planten en varm, humusrig og tør jord med højt mineralindhold.

I de blandede løvskove på sydøstsiden af Kaukasus i Aserbajdsjan findes arten i sin vildform (V. vinifera subsp. sylvestris) .

Højde x bredde og årlig tilvækst: 20 x ? m (200 x ? cm/år).

  Vitis acerifolia, Vitis adenoclada, Vitis aestivalis, Vitis amurensis, Vitis × andersonii, Vitis arizonica, Vitis balansana, Vitis barbata, Vitis bashanica, Vitis bellula, Vitis betulifolia, Vitis biformis, Vitis blancoi ,Vitis bloodworthiana, Vitis bourgaeana, Vitis × bourquina, Vitis bryoniifolia, Vitis californica, Vitis × champinii, Vitis chunganensis, Vitis chungii, Vitis cinerea, Vitis davidii, Vitis ×doaniana, Vitis erythrophylla, Vitis fengqinensis, Vitis ficifolia, Vitis flexuosa, Vitis girdiana, Vitis hancockii, Vitis heyneana, Vitis hui, Vitis jacquemontii, Vitis jaegeriana, Vitis jinggangensis, Vitis lanceolatifoliosa, Vitis longquanensis, Vitis luochengensis, Vitis menghaiensis, Vitis mengziensis, Vitis monticola, Vitis mustangensis, Vitis nesbittiana, Vitis × novae-angliae, Vitis palmata, Vitis peninsularis, Vitis piasezkii, Vitis pilosonerva, Vitis popenoei, Vitis pseudoreticulata, Vitis retordii, Vitis romanetii, Vitis rotundifolia, Vitis rupestris, Vitis ruyuanensis, Vitis shenxiensis, Vitis shuttleworthii, Vitis silvestrii, Vitis sinocinerea, Vitis × slavinii, Vitis tiliifolia, Vitis treleasei, Vitis tsoii, Vitis vulpina, Vitis wenchouensis, Vitis wilsonae, Vitis wuhanensis, Vitis xunyangensis, Vitis yunnanensis, Vitis zhejiang-adstricta, Vitis xunyangensis, Vitis yunnanensis, Vitis zhejiang-adstricta.

Almindelig figen, Ficus carica. Er en slægt med ca. 800 arter, som er udbredt i alle tropiske egne med enkelte i varmt tempererede områder. Det er træagtige lianer, buske og træer med hvid mælkesaft.

Bladene er for det meste enkle, tilsyneladende med ét akselblad, som dog i virkeligheden er to sammenvoksede. Dette sammenvoksede akselblad beskytter knoppen og tabes, når bladet springer ud.

Blomsterne er enkønnede, og der findes både enbo- og tveboarter. Blomsterstanden består af et stort antal blomster, der er nedsænket i et krukkeformet væv.

Frugterne indeholder talrige frø, som er små nødder. Her omtales kun de arter, som er økonomisk betydningsfulde i Danmark. 

Høst, Frugterne høstes når de bliver brune/gråbrune. De frugter der ikke når dette stade, forbliver på planten til næste forår, hvor de så kan høstes.